Laber lørdagskylling

1 økokylling min. 1500 g
6 store kartofler
1/2 stor selleri
2 pastinakker
1 stor aubergine
8 store blommetomater
olivenolie, salt, peber
1 citron
2 store håndfulde hakket grønt: persille, grønkål, krydderurter, rucola - grønt efter eget valg!
kalamataoliven

Skræl selleri, kartoffel og pastinak. Skær i grove tern, og ligeså med auberginen.
Skær tomaterne i tern.
Bland alle grøntsagerne med olivenolie, salt og peber. Dryp friskpresset citronsaft over.
Læg det i bunden af et stort ildfast fad. Læg kyllingen oven på, og drys den med salt og peber.
Sæt i en 180 grader varm ovn, og steg i ca.1,5 time.

Tag det ud, læg kyllingen op på en tallerken eller et skærebræt og køl af. (Kan blive ovnen, til du vil gøre retten færdig)
Hak det grønne du har valgt og bland med de let afkølede bagte grøntsager. Bland oliven i. Skær kyllingen ud i de ønskede stykker og arranger det hele pænt i et fad. Gem evt. lidt grønt, der kan drysses på til sidst.

Retten kan laves i god tid, og er derfor en god gæsteret, hvis der er mange andre projekter på tapetet, før gæsterne er bænket!

Lav gerne en salat med friske og crunchy grøntsager til, evt. med et lidt sødligt touch, eller med godt med frisk revet parmesan i.

Kommentarer