Rugmelspaneret hornfisk og ratatouille med et tyrkisk twist

Eftersommer er hornfisketid - nyd det. En sund og proteinrig spise!
Spis eventuelt ratatouille med årstidens grøntsager og Ajvar, tyrkisk peberfrugtsauce, til.

1 hornfiskefilet (hel fileteret hornfisk) pr. spisende
rugmel
salt og peber
smør og øko olivenolie

1 aubergine
1 lille squash
1 porre eller 1-2 løg
øko olivenolie
3-4 fed hvidløg
1 spsk. tørret basilikum
1 spsk. tørret oregano
1 tsk. tørret timian
1/2 l vand
250 g mild Ajvar
1 lille dåse tomatkoncentrat
1 håndfuld persille
salt, peber



Ratatouille (sættes over først):
Skyl og rens porren (løg) og skær den i tynde skiver.
Skyl auberginen og squashen, tør dem og skær dem i tern.
Pil hvidløgsfeddene og hak dem fint.
Varm olien og steg de tørrede krydderier et minuts tid. Tilsæt grøntsagerne og sauter dem godt et 4-5 minutter ved middel varme. Tilsæt vand, tomatpasta og Ajvar, salt og peber. Bring ratatouillen i kog, og kog mindst 20 minutter ved lav varme. Pas på det ikke koger på. Smag slutteligt til med salt og peber, og drys med friskhakket persille.



Fisk:
Fjern eventuelle finner på fisken. Smelt en klat smør og et par spiseskefulde olivenolie i en pande. Hæld rugmel i en dyb tallerken, og dyp hornfiskefileterne heri før du steger dem to-tre minutter på hver side i det afbrusede fedtstof. Drys med salt og peber, mens fileterne steger.

Server fisk og ratatouille sammen.



Kommentarer