Sarah Bernhard med mokka creme - på mandelmel, glutenfri

Her er opskriften på en alternativ, men skøn 'Sarah Bernhard' med mokkacreme!





Sarah Bernhard med mokka creme, 16-24 stk.:
2 æggehvider (blommerne bruges i cremen)
4 spsk. honning eller agavesirup
100 g fin mandelmel
50 g kokosmel
et nip fint uraffineret havsalt

mokkacreme:
100 g blødt økologisk smør
2 æggeblommer
3 spsk. honning eller agavesirup
2 spsk. stærk kold kaffe
4 spsk. kakaopulver

150 g mørk chokolade 70 %

Kager:
Tænd ovnen på 180 grader.
Pisk æggehviderne godt med det valgte sødestof i et minuts tid. Tilsæt salt, mandelmel og kokos og rør det godt sammen.
Brug en spiseske og dine hænder til at forme golfbold store kager, som du anbringer på en bageplade med bagepapir, og flad dem lidt ud. Du kan lave kagerne mindre, hvis du foretrækker en 'petit' (lille) version.
Bag kagerne 8-10 minutter og afkøl dem helt.

Mokkacreme:
Pisk æggeblommerne skummende, og pisk så blødt smør i klumper, kold kaffe, og sødestof i. Pisk til det bliver en blød creme, og pisk så kakaoen ind i cremen. Sæt cremen koldt til du skal bruge den.

Samling af kagerne:
Smør kold mokkacreme på bagsiden af de kolde kager med en palet eller en kniv i en pyramideform. Afkøl kagerne mindst et kvarter i køleskab eller fryser.

Smelt chokoladen over vandbad, og lad det afkøle et par minutter. Dyp de meget kolde kager i den smeltede chokolade, og sæt efterhånden kagerne på et fladt fad. Når alle kager er dyppet i chokolade skal de opbevares koldt til de skal spises.

Kagerne kan fryses.

Inspireret af bloggen Green Kitchen Stories

Kommentarer