Hyldeblomst-avocado is - herlig i sommervarmen!

Delikat is med diskret smag, der vil gå fint i en isanretning med en eller flere andre slags is. Kan med fordel drysses med hakkede usaltede pistacienødder ved serveringen!



Jeg har lavet isen på ismaskine, men den kan sikkert laves uden. Hæld blot ismassen i en plastboks, i fryseren med den, rør i den 1-2 gange i timen de første timer.

Is:
(jeg putter ikke sukker i isen, for jeg synes den er sød nok med det sukker der er i hyldesaften. Hvis du bedst kan lide en sød is, så tilsæt 50 g rør sukker, når du pisker æggemassen)

Brug kolde ingredienser.
2 æg (evt. pasteuriserede æg) + evt. 50 g rørsukker
2 dl koncentreret hyldeblomstsaft
3 dl piskefløde
2 modne avocadoer

Pisk æggene skummende og lyse (evt. med sukker, hvis du vil have isen sød).
Blend avocadoerne med hyldeblomstsaften til en helt glat masse.
Pisk fløden til en let skum.
Vend først æggemassen let i fløden, derefter røres avocadomassen i. Rør alt til en homogen masse.

Hæld ismassen i den afkølede ismaskine og kør til den ønskede konsistens.
Server som softice eller hæld massen i en plastform og sæt den i fryseren 3-4 timer før servering, så kan den kugles op.

Kommentarer