Lun efterårssalat med balsamicokrydret kyllingelever

En både robust og delikat efterårssalat!



 1/2 stort hvidkål
3 store gulerødder eller 3-4 store stilke blegselleri
250 g cocktailtomater
2 røde sprøde æbler
1 stort løg
3-4 friske figner
1 stor håndfuld hakket bredbladet persille
2x2 cm frisk ingefær
6-700 g optøet kyllingelever
smør
balsamicoeddike
1,5-2 dl piskefløde
salt, peber, honning eller Sukrin gold

Snit hvidkål, løg, æble og gulerødder (blegselleri) i mellemfine strimler. Riv ingefær fint.
Fjern hinder og fedt fra kyllingeleveren og skær dem i grove stykker.
Fjern stilken fra fignerne og skær dem i grove tern. Skær tomaterne i kvarte.

Brun 30 g smør let og smid de snittede grøntsager heri sammen med 2/3 dele af persillen , steg det ved middel varme et par minutter. Krydr imens med salt og peber. Tag så grøntsagerne op af gryden.
Tilsæt mere smør og steg kyllingeleveren i 5-6 minutter ved middel varme. Krydr med salt og peber. Tilsæt nu ca. 1/2 dl god balsamicoeddike og kog det ned, tilsæt lidt honning/Sukrin og friskrevet ingefær, kog et minuts tid. Tilsæt piskefløde og kog væsken ned til den klæber til kyllingeleveren. Tag din gryde eller pande med kyllingeleveren af komfuret.

Hæld kålblandingen op i en serveringsskål, bland figner og tomater i. Lav en fordybning midt i skålen og læg de lune krydrede kyllingeleverstykker ned i midten af salaten. Pynt med det sidste hakkede persille og server straks.





Kommentarer