Skyr-fløde-blomme ispinde

Lækre fløde ispinde med gode proteiner på grund af blandingen af Skyr og fløde. Smagt til med blommemarmelade med en snert af lakridssmag!


Først laves blommemarmeladen, da den skal være kold, når den blandes i ismassen!

Blommemarmelade:
500 g blommer (uden sten)
1-200 g kokossukker (alternativt lys rørsukker)
1/2 stjerneanis (kan udelades)
1 håndfuld basilikumblade (kan udelades)

Stjerneanis og basilikum giver blommemarmeladen en lakridsagtig smag. Hvis du ikke bryder dig om det, så udelad de to ingredienser.

Marmeladeopskriften giver en større mængde marmelade end du bruger til ispindene, brug resten på yoghurt, brød eller i trifli.

Udsten blommerne og bring dem i kog med en lille sjat vand i bunden af gryden (de udskiller hurtigt selv væske, der sikrer at de ikke koger på) og den halve stjerneanis, ved middel varme.
Kog til blommerne begynder at koge ud, og tilsæt så basilikumbladene. Kog endnu et par minutter.
Sluk for gryden og hæld blommemassen minus stjerneanissen i en skål. Blend massen, og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt sukkeret (start med 100 g) og kog det stille op. Smag til med mere sukker om nødvendigt, marmeladen skal være syrlig-sød. Kog et par minutter, tag gryden af varmen, og afkøl marmeladen helt. Den kan ikke blandes med ismassen før den kold.

Ismassen:
2,5 dl piskefløde
2 dl skyr
1/2 tsk. vaniljepulver
1 spsk. lys agavesirup (evt. honning eller Stevia)

Pisk fløden med vaniljepulver og agavesirup til den danner bløde kurver , og vend så skyr i. Vend det forsigtigt sammen til en homogen blanding.

Bland 1 dl kold blommemarmelade i ismassen, og smag om du synes det smager nok af blomme, eller tilsæt mere marmelade til du synes om smagen. Bemærk at der skal tilsættes lidt blommemarmelade, når massen er kommet i ispindeformene, til at give både fine røde hvirvler i isen, og for at give en mere intens smag.

Hæld skyr-fløde-blommemassen i isformene, hæld så lidt blommemarmelade ned i formene, rør det rundt med en pind til der dannes mønster, og sæt til sidst pinden i formen. Frys minimum 4 timer, hæld varmt vand på formene for at løsne isen - og spis så med stor fryd!!

Ps. Isen kan også fryses i en form i stedet for som ispinde.
Tilsæt eventuelt 2 æg, for en blødere is:
Pisk æggeblommerne  med sødestoffet, og vend i den piskede fløde. Pisk æggehviderne stive. Tilsæt først Skyr til fløde-æggemassen og vend så de stiftpiskede æggehvider i massen. Der efter tilsættes blommemarmeladen. Hæld i en form, og vend til sidst lidt marmelade i og lav hvirvler med en gaffel.



Kommentarer