Hakkebøf med løg-æblekompot og råstegte grøntsager med mellemøstlige krydderier

En saftig hakkebøf med dansk løg-æblemos og masser af gode vintergrøntsager med et pift fra det mellemøstlige køkken - herlig spise på en kold aften!



Løg-æblekompot:
2 store løg
3-4 syrlige æbler (brug danske, hvis du kan få det - de er mindre sprøjtede end udenlandske)
1-2 spsk. andefedt med top på
1 spsk. hakket frisk rosmarin
salt
honning (sukrin ell. lign.)
2 spsk. æbleeddike
1dl æblemost, cider eller lignende (evt. vand)

Fjern løgskallerne, halver løgene og skær dem i tynde både.
Skyl og tør æblerne, skær dem i kvarte, fjern kernehuset og skær dem i både.
Hak frisk rosmarin.

Brug en tykbundet gryde eller en tykbundet pande med høj kant. Smid andefedtet i og varm det op, smid det friske hakkede rosmarin i og steg det 1 minut (det skal bruse omkring det). Læg nu løg og æblebåde ved, drys med 1 topteskefuld fint salt, og sauter det i 6-8 minutter ved middel varme til løgene er bløde og æblerne faldet sammen (begynder at koge ud). Hæld æbleeddiken på, kog det væk, og tilsæt så æblemosten. Den koger hurtigt sammen med løg-æbleblandingen. Smag nu til med mere salt og lidt honning til en syrlig-sød kompot. Tag den af varmen og hold den lun.

Bøf:
5-600 g godt oksekød, gerne økologisk eller fra fritgående kvæg
2 top spiseskefulde Skyr (gør bøffen mere saftig)
1 tsk. fint uraffineret havsalt
1 stk. urtesalt
godt med peber fra kværn
godt med smør til at stege i

Rør kød, Skyr og krydderier sammen. Form minimum 6 bøffer og steg dem i smør: En god klat smør på panden, vent til smørret bruser af og bliver gyldent, på med bøfferne, skru lidt ned og steg 4-6 minutter på hver side afhængig af, hvor gennemstegte du ønsker bøfferne. Tilsæt mere smør, hvis panden bliver 'tør'. Hold bøfferne varme.

Vintergrønt med mellemøstlige krydderier:
Brug faste grøntsager efter eget valg. Jeg brugte:
1 stort glaskål
3 stilke blegselleri
2 store gulerødder
2 store cocktailtomater (eller 8 små)
1 håndfuld bredbladet persille
1 lille teskefuld Ras el Hanout (se her)
1 spsk. Nigellafrø
salt og honning (sukrin, eller andet sødestof)
1/2 dl. økologisk ekstra jomfruolivenolie
evt. 1/2 dl ristede mandler, hakkede eller hele


Glaskål

Skræl gulerødder og glaskål og skær dem i stænger og så i tern.
Vask og tør selleristænglerne, snit dem på langs og så i skiver.
Skyl cherrytomater, og skær dem i stykker, forsigtigt for ikke at tabe for meget af kernerne og saften.
Skyl og hak persillen.
Opvarm en pande, hæld olivenolien på og Ras el Hanout, der lige skal sauteres 1 minut. Derefter tilsættes grøntsagerne og salt (2 tsk.). Sauter grøntsagerne ved middelvarme i 10-12 minutter.
Tilsæt nu tomaterne, persille og Nigellafrø og sauter 1-2 minutter. Nu er grøntsagerne klar til spisning.


Nigellafrø





Anret bøfferne med løg-æblekompot, og server grøntsagerne til.

Kommentarer