Ribbensteg med rødkålssalat og brun sauce (uden mel)

Herlig julemad med en god sauce lavet uden mel!



Ribbensteg:
Ca. 1,5 kg ribbensteg
groft salt
laurbærblade

Tænd ovnen på 200 grader.
Tjek at sværen på stegen er ridset helt i bund, ellers skær ned til kødet.
Drys med groft salt og anbring nogle laurbærblade rundt om i sværen.
Sæt ovnen på en rist over en bradepande, evt. med vand i, hvis du vil bruge det afsmeltede fedt i saucen.
Steg ribbenstegen ca. 1,5 time til den er gennemstegt og sværen er sprød. Lad stegen hvile 15 minutter, før du skær den i skiver.

Brun sauce:
2 mellemstørrelse løg eller 1 stor porre
1 syrligt æble
1 lille persillerod eller pastinak
30-40 g smør
2-3 spsk. god balsamico
2-3 spsk. tamari (glutenfri soyasauce)
2 laurbærblade
salt, peber
3-4 dl vand
evt. fedt fra stegen
1-2 dl piskefløde

Rens løg eller porre og skær i tern eller skiver.
Fjern kernehuset i æblet og skær det i tern.
Skræl persilleroden og skær den i skiver, evt. tern.
Brun smørret i en dyb pande. Smid alle grøntsager i panden og brun dem rigtig godt, de skal have brune pletter, for smagens skyld.
Hæld balsamico og soya på panden og kog det ned, det tager et par minutter. Hæld vand på og bring det igen i kog, tilsæt laurbærbladene. Skru ned for varmen, og lad grønsagsblandingen småkoge 15 minutter. Hold øje med at det ikke koger for meget vand af, tilsæt eventuelt lidt ekstra, det kan også være lidt god rød- eller hvidvin. Det skal til stadighed være 3-4 dl væde ved.
Fjern laurbærblade, lad evt. 1 blive, der blendes med. Blend grøntsager og væde helt glat.
Hæld saucen over i en lille tykbundet kasserolle, tilsæt evt. lidt mere vand, evt. lidt stegefedt fra ribbenstegen. Varm saucen op ved mellem varme. Hæld 1-2 dl piskefløde på, og smag så saucen til med salt og peber.

Rødkålssalat:
1/2 rødkål
1-2 æbler eller faste pærer
3 mandariner
2 stilke blegselleri
40 g mandler eller valnødder
1/2 dl god øko jomfru olivenolie
saft fra 1 appelsin eller 2 mandariner
2 tsk. sennep
salt, peber

Fjern dækbladene fra rødkålen. Snit rødkålen mellemfint.
Fjern kernehuset fra æbler eller pærer og skær i tern.
Skræl mandarinerne, del hver mandarin i to halve, læg dem derefter i skiver - de falder fra hinanden og det er meningen!
Rens blegselleristilkene, skær dem i stykker og kør dem til en grov mos i en foodprocessor sammen med nødderne.
Pres saft af appelsin eller mandariner.
Pisk olie, citrussaft, sennep, salt og peber sammen.
Bland rødkål, æble/pære, blegeselleri-nøddemos og dressing sammen, og arranger i en pæn skål.

Server ribbensteg, sauce og salat sammen.

Kommentarer